tirsdag den 28. november 2006

Klub 22 lukket for renovering...

Skulle vi så være i stuen eller soveværelset?

Klub 22 er lukket for renovering på ubestemt tid. Mange års slid, nikotin, hashdampe, ølskvulp, popcorn og peanutkugler har sat sit præg på lejligheden. Over en periode på adskillige år er de giftgrønne vægge gået over i halvhvid/meleret, til mere hvid og nu resterer der faktisk kun en enkelt grøn væg, der afslører fordums tids farvelægning.

Men det er et stort arbejde, da der gennem de sidste 13+ år har akkumuleret sig ufattelige mængder ragelse i Klub 22. For at forsøge at rette op på dette er stuen pakket ned og soveværelset fyldt med flyttekasser. En dag bliver det bedre, men Rom blev heller ikke bygget på en dag...

Misforstå mig endelig ikke. Jeg er sætter som de fleste pris på god øgledruk i venners lag. Det kan bare ikke blive i Klub 22 i år.

Pede lægger venligt nok hjem til en Nytårsfest og det er ikke rimeligt at kræve at der også bliver lagt hus til et juledrukgilde.

Carsten derimod! Ja, der er tale om en Ikea-hjem af første karat! God plads, lyse vinduer, perfekte transportmuligheder. Jeg kan knap komme på et sted, der er mere velegnet. Og øgler kan, hvis man beder dem pænt om det, lade være med hærge og være stille som kirkemus. På Spejderære!

SÅ HOLD DOG KÆFT!!! (et dementi)

Julefrokost, julemiddag, julegaver, julepynt, julealmisser til de sultne børn i Afrika, og lad os endelig købe Bonos nye plade for han siger at overskuddet går til de fattige (når ellers han har skummet fløden til sig selv).
NEJ, nej, og atter nej - I har misforstået noget kære venner. Ganske aldeles og helt. Jeg nægter at holde julefrokost af nogensomhelst art. Gider ikke at sponsorere druk, utroskab, spritkørsel og madsvineri, og desuden er julemanden, som man kan læse her, en børnehadende og voldelig stymper (og kan derfor ikke være helt skidt - det første taget i betragtning).
Rigtigt er det derimod, at der nok indenfor en overskuelig fremtid kommer en invitation ud til nytårsfest, hvilket nok bliver noget i retning af, at man kan melde sig til middag, eller bare komme forbi. Som sagt kommer der nok noget ud i den retning.
Tue har ellers sagt, at han nok skal stå for julefrokosten i år. Han skal bare punkes længe nok.

søndag den 26. november 2006

Roger Waters @ Augustenborg Slotshave

Roger Waters @ Roskilde FestivalRoger Waters spiller i Augustenborg Slotshave 1. maj 2007. Dette vil jeg ikke under nogen omstændigheder gå glip af, så jeg har nu købt billet. Hvis der er nogen øgler der skal med er der plads i bilen. Jeg kan allerede nu sige at det bliver alt for vildt!

torsdag den 23. november 2006

Her gik jeg...

og troede, at vi her havde fundet en genåbning af Klub 22s glorværdige gæstebog, den legendariske og notorisk ustabile del af hjemmesiden hvor godtfolk, og påståede kusiner fra Østeuropa der gerne vlle besøge én, kunne give deres besyv med.
Men næh nej - et enkelt indlæg hvor undertegnede gør sig til på den rette selvironiske pomo-måde en reklame for DJ CARS10s næste koncert (er det dig der er Pede-Bums, og så må du være Aben), og en video hvor der spilles DJ Shadow.
Ærlig talt, I er sgu en flok sløve padder. Jeg savner CarsRøgs misantropiske kommentarer, Donnis´ mavesurhed, Tues sarkasme, Mahatmaens uforskammetheder (hvordan går det derovre? VufVuf?), Mitzis skingre hysteri (kan du komme til for maven?), og alt muligt andet. Hvorfor er der i det hele taget så få øgler meldt til på denne side. Kom nu ud af busken i dovne hoveder - jeres uvirksomhed gør mig virksom.....

lørdag den 18. november 2006

Orchestral DJ Shadow

Jeg faldt over dette klip på YouTube.
Fed idé at lave orkestralversioner af Shadows produktioner.
Tjek det ud her:

torsdag den 16. november 2006

Så smukt, så smukt


Kan det gøres. Her af en flink hærværksmand ved 1-tiden i nat - Rådhuspladsen bliver lige pludselig meget pænere.

mandag den 13. november 2006

Loppen 9. December

Første blog - ever

Nu har man jo snart det hele: snart færdiguddannet (hvis man kan tage sig sammen til at blive færdig med sit speciale); to katte (hvoraf den ene fortsat har en kedelig tendens til at have maveproblemer); just flyttet til ny lejlighed (men man glemte selvfølgelig at få ordentligt styr på flytterodet, hvilket just har betydet, at man har brugt en time på at finde skruerne til sit sofabord); hvad mere vil du have?
Joeh, man mangler selvfølgelig det som alle andre supertrendy (selvfede), radikale (egentlig SF'er, men det er billligere i skat, og mere trendy at være radikal), økologiske (når der er tilbud i Netto), P1-lyttende (fordi vi holder af folk der, ligesom os selv, ikke kan få nok af at høre deres egen stemme), unge (medmindre jeg finder ud af, at jeg er fra Swaziland, så er jeg døden nær, folk dør gennemsnitligt som 32-årige der), (pop)smarte, studerende (dovne), Mikael Simpson tiljublende (fordi han bare er så storby, så krølhåret, så skægget, og vistnok skylder i skat), ateistiske (med mindre lokummet virkelig brænder, eller der er barnedåb, dødsfald eller bryllup), Mac ejende (det er i længden billigere end at spille smart ved at købe tøj i de små trendy butikker), Dansk Folkeparti hadende (fordi det bare er så nemt, og fordi Morten Messerschmidt har knallertoverskæg, når han har det), indvandrertolerante (selvom vores venner som regel er ligeså danske som vi selv), vaskeægte, verificérbare, velbjærgede, venlige, velstående, vel(u)begavede, velbevandrede, vilde, velskabte, Vesterbroere (som skriver for lange sætninger) har - en blog.